Bostedets pædagogiske tilgang


Søholm er et bo- og arbejdssted for udviklingshæmmede / sent udviklede mennesker, samt mennesker indenfor autismespektret.
I dette afsnit beskrives bostedets socialpædagogik nærmere.
 
På Søholm har hver beboer deres egen lejlighed og tilbydes / forventes derudover at deltage i det fælles liv på Søholm.

Etik
Grundlæggende tager vi udgangspunkt i følgende holdninger til beboerne:
 
  1. At den enkelte beboer har ret til at være den de er.
  2. At den enkelte beboer har krav på at blive hørt og lyttet til.
  3. At den enkelte beboer har indflydelse på eget liv.
  4. At den enkelte beboer har krav på at få den hjælp, der er nødvendig ud fra egne behov.
  5. At den enkelte kan lære og udvikle sig hele livet.
  6. At den enkelte beboer har behov for og krav på omsorg og forståelse.
Livet i egen bolig
For at leve et så selvstændigt liv som muligt i egen bolig, vil der være behov for støtte, råd og vejledning fra personalets side.
Det kan dreje sig om følgende områder:
 
ADL funktionerne såsom: Personlig hygiejne, påklædning, ernæring, rengøring, tøjvask, oprydning, økonomi, motion, fritidsbeskæftigelse i egen bolig og ude i andre sammenhænge, have besøgende, seksualitet, forvaltning af medicin og øvrigt  varetagelse af egen trivsel og velbefindende, brug af telefon m.v.
 
Støtten og vejledningen foregår med udgangspunkt i beboerens kognitive, psykiske og fysiske behov samt personlige ønsker. Hver beboer har to kontaktpersoner, der skal have særlig fokus på denne.
Hver beboer har en ugentlig hjemmedag, hvor beboer og kontaktperson aftaler og planlægger, hvad dagens indhold skal være.
På en hjemmedag kan der foregå nogen af de ting beboeren har brug for hjælp til. Det kan være hjælp til at organisere oprydning / rengøring, eller af mere struktureret karakter, hvor det på skema synliggøres, hvad og hvornår opgaver (badning, tøjvask osv. ) skal udføres   løbet af dagen/ugen, og det kan være gøremål udenfor Søholm såsom lægebesøg, frisør, tandlæge m.v.

 
Den personlige udvikling
 
Der understøttes og bakkes op om den enkeltes fortsatte personlige udvikling.
I den personlige udvikling indgår f.eks. evne for socialt samvær, kendskab til at begå sig i det omgivende samfund. at bibeholde og udvikle relationer til egen familie, at være i stand til på hensigtsmæssig måde, at forfølge egne mål, som ønske om kæreste, venner, kørekort m.v.
Ligeledes øget viden på en række områder såsom økonomi, læsefærdighed m.v., øget indsigt i egne resourcer, forståelse af eget handicap og egne muligheder.
Den måde vi på Søholm forsøger at arbejde med den enkeltes personlige udvikling, foregår via det daglige liv i den enkeltes bolig, via personlig samtale og rådgivning, via arbejdet på aktivitetsstedet og via det daglige liv i fællesskabet.

 
Det ”fælles” liv på Søholm

Ud over livet i og omkring egen bolig, foregår en del af tiden for beboeren også i fællesskab med de andre beboere på Søholm. For at kunne deltage i fællesskabet, kan den enkelte have behov for støtte og vejledning.
Fællesskabet som er frivilligt, består af fælles spisning hver dag, brug af fællesarealer (køkken, spisestue, opholdsstue, multi-rum, have m.v.), fester (høstfest, julefrokost, pårørende aften, skovtur m.m.) og beboerferie og udflugter.
Nogle fællesaktiviteter er ikke lagt ud som tilbud, men er aktiviteter som man forventes at deltage i.
Den daglige madtilberedning og afrydning skal alle efter tur deltage i, og det tilstræbes at de fleste også deltager i den fælles spisning. Der tages dog individuelle hensyn hertil.
Beboermødet som foregår en gang om måneden, forventes alle at deltage i, og handler om brugerindflydelsen på nærmiljøet på Søholm.
På beboermødet anvendes en dagsorden med indhold fra såvel beboerne som fra personalet, og der tages referat.
Formålet med beboermødet er, at få den enkelte beboers ønsker for det fælles liv udtrykt. For at sikre dette, er der en fast runde, hvor alle har taletid.
Nogle af de emner der tages op er f.eks. husregler for fællesarealerne, maden, indretning og nyanskaffelser til fællesarealerne, udflugter, feriemål, ris og ros generelt m.v.

 

En dag på Søholm

Hver morgen kl.7 vækkes eller tilses alle beboerne.
Der er morgenmad i den fælles spisestue mellem kl. 7.30 – 8.00.
Aktivitetsstedet åbner kl. 8.00.
Fra kl. 10.00 – 10.15 er der formiddagspause med kaffe og te i den fælles spisestue.
Kl. 12.00 – 12.30 er der frokost samme sted.
Aktivitetsstedet lukker kl. 15.45.
Herefter har beboerne fri, og vælger ud fra egne ønsker, hvor de vil opholde sig og hvad indholdet skal være.
Nogen går sammen og hygger sig i lejlighederne, andre tager på ture med knallert alene eller med hinanden, nogen løber eller cykler, andre spiller computerspil i egen lejlighed osv..
3 af beboerne har hjemmedag, det betyder at de i stedet for har praktiske opgaver m.m. i egen lejlighed
Personalet fra bostedet står til rådighed med støtte og vejledning.
Kl. 17.00 anretter en beboer og en medarbejder aftensmaden, som økonomaen har tilberedt i løbet af dagen. Maden på Søholm er i øvrigt fortrinsvis økologisk.
Kl.18.00 er der fællesspisning i spisestuen. Enkelte vælger at tage mad med i egen lejlighed.
I løbet af aftenen er beboerne at finde i egen bolig, på besøg hos hinanden eller i fælles lokalerne. Også i dette tidsrum er der personale til rådighed for støtte og vejledning.
Dagen slutter, når beboerne selv ønsker det.
Om natten er der altid en sovende nattevagt tilstede på Søholm, der kan tilkaldes ved behov.

 
I weekenderne planlægger hver enkelt beboer selv, hvor de vil være. Således er nogle på Søholm, hvor strukturen m.h.t. måltider stort set bibeholdes, dog er morgenmaden rykket til senere.
Andre er på besøg hos familie eller venner. Enkelte planlægger aktiviteter / udflugter selv, andre i samråd med personalet.
Der er respekt for den enkeltes ønsker, også når det drejer sig om bare at holde fri og slappe af.
 
Vi forsøger at fastholde en døgnrytme, således at beboeren fysisk og psykisk er i stand til at deltage i de daglige gøremål på Søholm, ud fra en overbevisning om at dette fremmer den enkeltes personlige udvikling og velbefindende.


Kostpolitik på Søholm

Overordnet:
Kosten skal følge de overordnede anbefalinger for den danske institutionskost (Kilde: Levnedsmiddelstyrelsen).
Lovgivningsmæssige krav til hygiejne og arbejdsmiljø, skal overholdes.
 
Kostpolitikken skal bidrage til at synliggøre og styrke madens betydning for husets funktion og opgaveløsning. Kostpolitikken skal sikre, at ernæringsmæssige behov dækkes. Dette foregår i praksis igennem kvalitet og gode rammer omkring måltiderne. Kostpolitikken medvirker til at beboerne får indflydelse på den mad, der serveres, og den skal være med til at underbygge faglighed og professionalisme omkring kostforplejningen hos det kostfaglige personale samt hos Søholms medarbejdere.
Kostpolitikken er udarbejdet af køkkenpersonalet, og er i dagligdagen et vigtigt arbejdsredskab for det kostfaglige personale.
 
 
Målsætning:
- Den tilbudte mad skal både i det enkelte måltid og over en periode være så varierende, at
  den enkelte beboer, kan få sine ernæringsmæssige behov opfyldt.
- Maden skal se ud og smage så beboerne har lyst til at spise maden.
- Maden serveres i omgivelser og på en måde, så lysten til at spise fremmes mest muligt.
- Tilbudene skalsammensættes så beboerne spiser ernæringsrigtigt.
- Beboernes behov og ønsker skal tilgodeses fx i forbindelse med fødselsdagsmenuer, diverse  
  levnedsmidler samt diæter.
- Via beboermøder, brugerrådsmøder, kostmøder samt den almindelige daglige dialog, har
  beboerne mulighed for at have indflydelse på menuplanlægningen.
- I forbindelse med aftensmaden serveres der desserter lørdage og søndage samt helligdage.
- Der tilbydes vejledning omkring maden, til den enkelte beboer. Endvidere er der mulighed
  for at få vejledning omkring tilrettelæggelse/sammensætning af diæter.
- Det tilstræbes, at kosten er fedt- og sukkerfattig.
- Som supplement til kosten er der altid tilbud om frugt.
- Alle måltider er anrettet som buffet, altid med tilbud om frugt og grønt.
- I husholdningen er maden grundlæggende baseret på økologiske principper.
- I kostproduktionen tages hensyn til miljøet.
- Beboerne er på skift med til opvarmning og servering af aftensmaden.

   


Bruger inddragelse

Den enkelte beboer har suveræn ret til at råde over egen bolig, med de betingelser der  altid følger med det at leje en bolig.
Da alle beboerne også er myndige, vil personalets indsats som er givet efter serviceloven være i form af støtte, råd og vejledning.
Brugerindflydelsen kommer ind der beboerne og personalet (især kontaktpædagogen) indbyrdes aftaler hvorledes støtten skal foregå.
Det vil sige den enkelte beboer har meget stor indflydelse på hvorledes de ønsker at modtage personalets vejledning.
Bostedet Søholm udvælger beboerens kontaktperson, men ønsker den enkelte ændringer, vil der blive lyttet, og i det omfang det er muligt, tages der hensyn hertil.
brugerindflydelsen er også synliggjort og formaliseret ved beboermøderne som angår fælles anliggender på Søholm.
 

Familiesamarbejde
Nogle beboere flytter ind med erfaring i at bo selvstændigt og for andres vedkommende er det første gang.
For de beboere hvor det er første gang de skal prøve at bo selvstændigt er der tale om en løsrivelses proces, som for nogle kan være svær.
I det social pædagogiske arbejde indgår også at støtte beboeren i at vedligeholde kontakten til familie og venner på længere sigt.
 

Pædagogiske handleplaner
En gang årligt d. 1. oktober udfærdiges der i samarbejde med den enkelte beboer, en pædagogisk handleplan. Denne tager udgangspunkt i beboerens kognitive, psykiske og fysiske funktionsniveau og støttebehov, samt af en evaluering af det forløbne år, samt en opstilling af nye mål for det kommende. Beboeren er så vidt muligt med til at udarbejde målene ud fra personlige ønsker for udvikling.
Handleplanen tilsendes beboerens sagsbehandler, og der arrangeres et handleplansmøde.
Beboerne samarbejder omkring handleplanen via dialog og et interviewskema med kontaktpersonerne.
 
Sygdom
 
Ved sygdom hvor beboeren er sengeliggende, drager bostedets personalet omsorg for denne.
Er der brug for lægehjælp tager personalet i samråd med beboeren stilling til om lægen skal tilkaldes eller man skal opsøge lægehjælp i konsultations tiden.
Beboeren sygemelder sig selv på aktivitetsstedet, undtagelsesvis gør personalet det, hvis beboeren ikke er i stand til dette.
Til top